– med chili, kokosmælk, ingefær og hvidløg.
Den her lækre grøntsagssuppe har masser af smag, og har de sidste par år været en af vores absolutte favoritter – især i vinterhalvåret. Den er nem og forholdsvis billig at lave, og vi har tit allerede enten gulerødder eller kartofler liggende i bunden af grøntsagsskuffen.
45 minutter
—
- 6 store gulerødder
- 7 store kartofler
- 3 løg
- 2 bouillonterninger
- 2-4 fed hvidløg
- 1 tsk. chili (tilpas selv ud fra din chili)
- 2 spsk. revet ingefær
- 1 ds. kokosmælk
- 2 spsk. citronsaft
- salt og peber
Skræl gulerødder og kartofler, og skær dem i mindre stykker, og put dem i en gryde med vand til de lige er dækket. Pil løgene og skær dem i mindre stykker. Løg + bouillonterninger puttes også i gryden, og suppen sættes over. Mens den så småt kommer op at simre, tilsættes chili, ingefær og hvidløg. Lad det små-koge i ca. 20-25 minutter til kartofler og gulerødder er møre og nemt går i stykker.
Blend suppen med en stavblender og tilsæt kokosmælken, samt citronsaften, og smag til med salt og peber.
Server denne flotte og velsmagende suppe med hvidløgsflute eller den sunde version – ristet rugbrød. Suppen fungerer også rigtig fint som forret.