Spaghetti med Quinoaboller

En alternativ og vegetarisk version af den italienske klassiker spaghetti med kødboller, hvor kødet er blevet erstattet af quinoa og champignoner.


4 personer
1 time og 15 minutter

  • 1 dl. quinoa (ukogt)
  • 2 dl. vand
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1/2 tsk. knust chili
  • 250 g. champignoner
  • 3 spsk. tomatsovs
  • salt + peber
  • 3 spsk. revet parmesan ost
  • frisk basilikum – hakket
  • 1 æg
  • 2/3 dl. rasp

Tomatsovs:

  • 1 stort løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1/2 tsk. knust chili
  • 2 ds. hakket tomat
  • 2 spsk. tomatpuré
  • salt og peber
  • frisk basilikum – hakket

+ Spaghetti evt. fuldkorn


Start med at koge 1 dl. quiona i 2 dl. vand – jeg koger altid quinoa med grøntsagsboullion, da det giver mere smag. Da det her er en lille portion, der skal koges, blev det til en halv boullion-terning, men den kan sagtens undværes. Mens quinoaen koger laves tomatsovsen – du skal nemlig bruge et par skefulde af den til quionabollerne.

Start med at hakke løg og hvidløg. Svits dem på panden i en smule olivenolie, tilsæt også chilien. Når løget er svitset tilsættes de hakkede tomater og tomatpuré. Lad det koge op, og smag til med salt og peber, tilsæt til sidst friskhakket basilikum.

Når tomatsovsen er færdig sættes den til side, og du fortsætter med igen at hakke et løg, 2 fed hvidløg og alle champignonerne hakkes også – dog ikke alt for fint. Jeg har fundet ud af at en æggedeler kan være meget effektiv i stedet for en kniv – hvis blot man lige giver den 2 gange igennem æggedeleren, så får man nogle fine firkantede stykker.

Hæld lidt olivenolie på en pande og svits løg og hvidløg, inden løgene begynder at brune tilsættes champignonerne. Steg champignonerne på panden i 6-7 min. Til sidst tilsættes 3 spsk. tomatsovs, og det hele tages af blusset og stilles til afkøling. Mens det køler lidt af, rives parmesan og basilikum hakkes. Og ovnen tændes på 180 grader.

Tag en skål og start med at røre quinoa, løg/champignoner sammen med parmesan og basilikum, tilsæt 1 æg og til sidst rasp. Så har du noget det minder om en fars, som nu skal formes som kugler/boller og sættes på en bageplade med bagepapir på. Denne portion giver ca. 18 quinoaboller.

Quinoabollerne bages nu i ovnen ved 180 grader i ca. 20-25 min. til de får en god overflade, og ikke går i stykker når man rør ved dem. Når quinoabollerne ca. har 10 minutter tilbage i ovnen, kan du begynde at koge vand til spaghettien. For når de er færdige i ovnen mangler du blot at smide dem på en varm sauterpande med lidt olie, så de lige får lidt farve. Så hældes tomassovsen over – den skal jo blot varmes op – så det tager ikke mange minutter – og så skulle det hele gerne passe sammen, så spaghettien også er færdig samtidig. Jeg brugte fuldkornsspaghetti, som skal koge 10 min. – hvis man bruger almindelig spaghetti eller anden slags pasta, og det er en anden kogetid, skal man selvfølgelig lige tage højde for det.

Serveres med lidt revet parmesan drysset på toppen.

SENESTE INDLÆG

Pastasovs med aubergine og tomat
Pastasovs med aubergine og tomat
Luksus Daal
Luksus Daal
Hvid pizza med kartoffel og gedeost
Hvid pizza med kartoffel og gedeost

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *